S. Dallerup – Livsstils og mode blog

De der bukser med huller i benene

Advarsel: Jeg kommer til at lyde helt vildt gammel og sur i det her indlæg.

Jeg synes, jeg ser flere og flere helt unge piger, sådan en 12-14 år, der går rundt i bukser, der nærmest består mere af hul end stof. 80 procent af ben og lår er blottet, hele vejen op til hoften.

Folk må selvfølgelig gå i hvad de vil – det skal jeg ikke bestemme – men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om så unge piger ved hvilke signaler, de sender. Som 12-14-årig mener man selvfølgelig selv, at man har fuldstændig styr på det.

Jeg gik også selv relativt vovet klædt, da jeg var 14, til min mormors store forargelse. Og det havde jeg da helt styr på, mente jeg. Nu ved jeg så, at jeg nok kunne have undgået nogle af de mere nærgående og ubehagelig situationer. Jeg sendte nogle signaler med min påklædning om, at jeg var klar til meget mere end jeg egentlig var. Det er ikke noget, der har givet mig voldsomme traumer eller noget som helst, men jeg kan ikke lade være med at tænke på det, når jeg ser så unge piger begå præcis samme fejl. Og så med tøj, som jeg mener er endnu mere vovet, end det jeg gik i.

Men sådan er det måske bare at blive ældre? Ungdommen er altid galt på den? Måske bliver jeg ikke så sej en mor, som jeg havde tænkt – men så bliver jeg måske en bedre mor. Man kan kun håbe. :-)

 

Leave reply

Back to Top